lørdag den 30. december 2017

Enkel dukkekyse

Denne kyse er så let og enkel at gå til. Super nem, at strikke og så hopper den hurtigt af pinden.
Få bugt med restegarnet der passer til en pind 3 og glæd samtidig dukkemor med nye forsyninger til "babyen". Det er da fantastisk!
Garn
Alpaca fra drops i farven råhvid
Pinde
Rundpind 2,5 og 3 40 cm
strømpepinde 3
Strikkefasthed
27 masker/10 cm
Mønster
3 pinde glat
1 pind ret fra vrangsiden
Slå 70 masker op på pind 2,5. Strik 8 pinde enkeltrib, 1 ret 1vrang, frem og tilbage på pinden.
Skift til pind 3 og strik mønster til arbejdet måler ca. 10 cm.
Nu begynder indtagningerne og du skal nu strikke rundt på pinden. Sæt en maskemarkør i begyndelsen af omgangen.
Strik 8 masker ret, strik 2 ret masker sammen, gentag omgangen ud. ( Giver i alt 7 gentagelser).
Strik næste omgang uden indtagninger.
På næste omgang strikkes 7 ret, 2 ret sammen i alt 7 gange omgangen rundt.
Fortsæt med indtagninger på hver anden omgang indtil du har 1 maske mellem hver indtagning.På næste omgang strikkes 2 ret sammen hele vejen rundt.Du har nu 7 masker tilbage. Bryd garnet og sæt tråden på en nål og træk den igennem de resterende 7 masker i strikkeretningen. Stram garnet til og hæft på indersiden.
Strik nu masker op langs undersiden af kysen, for et smukkere finish. Strik 4-5 pinde enkelt rib, 1 ret 1 vrang. Luk af som maskerne viser. Hæft ender.
Sammel 4 masker op i forreste nederste kant på kysen til snore, og strik en hestetømme således.
Strik 4 ret, skub herefter maskerne tilbage på pinden med garnet bag arbejdet, i stedet for, at vende. Strik 4 ret igen, og skub arbejdet frem på pinden, gentag som ovenfor, indtil snoren har ønsket længde.
Hæft de sidste ender, og voila et styks enkel dukkekyse.
 Rigtig god strikkelyst!


Jeg ville blive SÅ glad, hvis du har lyst til, at dele dit arbejde på instagram, du kan bruge hash-taggene #northernchild_knits #enkeldukkekyse


❤ Glæder mig til, at følge med ❤



Opskriften er kun til privatbrug, den må således ikke kopieres, videresælges eller omfordeles. Endvidere må salg af produkter lavet efter opskriften heller ikke finde sted.


1 kommentar:

  1. Hej- Først vil jeg gerne sige at det dukketøj du har designet er super sødt. Jeg er i fuld gang med modellerne- dog vil jeg gerne spørge om der ikke en opskrift på den hvide bluse med flæsekrave? mvh Dorthe

    SvarSlet

Scroll
to Top