tirsdag den 6. august 2013

Lækker hoodie fra Popupshop....


Man har jo som bekendt et standpunkt indtil man tager et nyt. Jeg havde ellers svoret, at hoodies var bandlyste, som et fast element i min søns garderobe (nok mest fordi faderen stadig sværger til dem..... suk!), men der har nu alligevel sneget sig én ind i huset. Nemlig denne skønne sag fra Popupshop, som både mor og søn er svært begejstrede for.

Popupshop, som er et lille dansk firma, står for bæredygtig økologisk kvalitet og tidløst design med et lille twist. Tøjet er blødt og behageligt, og lige til at tonse afsted og lege i! Sejt uden at være prangende, we like!
Mon ikke Frederik får lidt mere "street-cred" nede i børnehaven iført denne. Jeg er ihvertfald fan!
 

En rillecardigan til Frederik...


Det er ikke så tit, at jeg får strikket noget til Frederik. Ikke fordi jeg ikke har lyst, men fordi, at den unge herre har fået en heftig aversion mod alt, hvad der er strikket. Men for nyligt gav jeg det en chance til, Frederik fik lov, at komme med ned til min lokale garn-pusher og helt selv vælge garnkvalitet og farver. Valget faldt på en smuk grøn farve og en off-white fra Hjertegarn i deres Blend kvalitet.
Og så gik mor ellers igang. Opskriften er igen fra Lene Holme Samsøes bog Babystrik på pinde 3 , tilføjet en lille lomme, efter ønske fra sønnike.
Lommen siger han skal bruges til sten og biler.

Eftersom vejret ikke just har været til lune trøjer, ved jeg endnu ikke om min taktik har virket. Indtil videre må i nøjes med et billede af resultatet. Imens krydser jeg stadig fingre for, at han vil bruge den, når den tid kommer.....

mandag den 5. august 2013

SoftGallery-LOVE...... kærlighed ved første blik


Jeg har længe gået og sukket over denne fine tee fra Softgallery og tænkt at den ville være et friskt og lidt mere funky pust til Frederiks, måske lidt for "pæne" garderobe. Så da den endelig kom på udsalg på Softgallerys egen webshop, skyndte jeg mig at klikke den hjem.

Jeg nåede knapt at få den pakket ud af posen, før Frederik kom stormende ind fra sidelinjen og brølede "Er den til mig, MOAR!??!!" Hvortil jeg nikkede og Frederik igen brølede "Årh! Den er SEJ!......jeg VIL ha´ den på!" Og ja, det har han så næsten haft siden.......
Billeder skulle der også tages med den seje "Norman Chief" på, men hvor er det altså bare svært at stå stille, når man er 3 år og meget glad...

Scroll
to Top